Projekt-'iMOOW!': Bevæg dig og lær mere

Skoleelevers læring og trivsel skal styrkes. Dét gøres med projektet 'iMOOW!', hvor bevægelse og motion bliver inddraget i undervisningen

02:02

Eleverne på Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg er en del af forskningsprojektet, der skal få mere bevægelse og motion ind i undervisningen i folkeskolen.

Vi husker det sikkert alle sammen. Lange skoledage med stillesiddende tavleundervisning. Koncentrationen svigter, og vi mister fokus på dét, som vi er kommet for. Nemlig at lære.

Det kan de fleste skoleelever formentlig nikke genkendende til.

Læs også Elever dyrker motion i frikvarteret og er glade for det

Nu skal projektet 'iMOOW!' fremover hjælpe med at styrke elevernes læring og trivsel ved bevægelse og motion. For bevægelse fremmer nemlig læring.

Bevægelsen skal knytte sig an til det, vi underviser i, så kan kropsliggør den viden og læring, der finder sted.

Anders Halling, projektleder, iMOOW!, VIA University College

- Mange skoler har allerede gang i bevægelse i undervisningen. Men udfordringen er at få knyttet bevægelse til den faglige undervisning. Vi prøver at gå i dybden med, hvordan vi kan få bevægelsen til at støtte op om det faglige, så det ikke bare er et mellemspil mellem de forskellige fag. Bevægelsen skal knytte sig an til det, vi underviser i, så man kropsliggør den viden og læring, der finder sted, siger Anders Halling, der er projektleder for 'iMOOW!' på VIA University College.

Baggrunden for projektet er folkeskolereformen, hvor man stiller et krav om, at eleverne skal have mindst 45 minutters daglig bevægelse.

Læs også Skoleleder: Bevægelse på skoleskemaet kræver fantasi

Bevægelse hjælper på kreativitet og koncentration

I skoleåret 2017/2018 deltager seks skoler i Jylland og på Fyn i projektet, der har til formål at finde ud af, hvordan bevægelse kan blive en naturlig del af undervisningen i de traditionelle fag i folkeskolen. 

Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at tale engelsk, men bevægelse hjælper eleverne med at koncentrere sig, være kreative og at holde fokus

Anders Halling, projektleder, iMOOW!, VIA University College

Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg er en af de skoler, der er med i projektet. Tirsdag besøgte forskerne fra VIA University College skolen for at blive klogere på, hvordan projektet går. 

Forskningsholdet arrangerede en konkurrence, hvor 7. til 9. klasse skulle kæmpe om at lave skolens nye 'powerbreak', der skal bruges som et afbræk i timerne. Men konkurrencen var mere end bare leg. Forskerne er nemlig i gang med at undersøge, hvordan bevægelse bedst integreres i hverdagen på skolerne. 

Eleverne på Niels Ebbesen Skolen skulle selv opfinde lege med bevægelse i fokus. 

- Vi tror på, at bevægelse i skolen kan fremme trivslen for eleverne, både fysisk, psykisk og socialt. Når man trives i skolen, er man mere parat til at møde verden og lære noget, siger Kasper Lasthein Madsen, der er Ph.d.-studerende på VIA University College i Aarhus og blandt forskergruppen, der besøgte Niels Ebbesen Skolen. 

Projektleder Anders Halling har samme mening. 

- Forskning dokumenterer, at bevægelse er godt for den faglige læring. Men det skal også tilrettelægges, så det giver mening. Og når dét sker, så viser forskningen, at bevægelse bidrager til læring. Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at tale engelsk, men bevægelse hjælper eleverne med at koncentrere sig, være kreative og at holde fokus, siger Anders Halling.

iMOOW!

Projekt-'iMOOW!' begyndte i det nuværende skoleår 2017/2018, hvor seks følgende skoler er med fra begyndelsen:
  • Lisbjergskolen (Aarhus Kommune)
  • Sølystskolen (Silkeborg Kommune)
  • Niels Ebbesen Skolen (Skanderborg Kommune)
  • Skovby Skolen (Skanderborg Kommune)
  • Skibet Skole (Vejle Kommune)
  • Tingløkkeskolen (Odense Kommune)

Fra de seks skoler deltager cirka 300 pædagogiske medarbejdere og 3.000 elever. De er fordelt udover både indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.

Projektets budget ligger på 13 millioner kroner, hvoraf Nordea-fonden støtter med seks millioner kroner. Resten finansieres af skolerne og VIA University College.

Skoler skal emme af bevægelse

Ifølge Anders Halling er der også en klar vision for projektet.

- Perspektivet for fremtiden er at få gjort bevægelse til en del af skolernes hverdag. De skal emme af bevægelse og være indrettet til bevægelse, så vi får nogle skoler, hvor bevægelse er en helt naturlig del af at lære noget, siger han.

Hvis de unge bliver bedre til at bevæge sig i skolen, kan det kaste gode ting af sig resten af deres liv. 

- På den lange bane får de forhåbentlig et godt liv af det, fordi bevægelse understøtter et godt liv og læring, siger Ph.d.-studerende, Kasper Lasthein Madsen.

Til næste år - i skoleåret 2018/2019 - bliver projektet udbredt til yderligere seks skoler, så det i alt bliver 12 skoler, der er omfattet af projektet. 

Læs også Skole bruger nyt område til at skabe mere liv