Prinsen kører race igen
Prins Joachim kører igen i år med i Classic Race Aarhus
Igen i år bliver det med en royal deltagelsen, når Classic Race Aarhus bliver skudt i gang til maj i området omkring Tangkrogen i Aarhus.
Sidste år vandt Prins Joachim Classic Race Aarhus i sin Ford Lotus Cortina i den samlede historiske 65-klasse for biler før 1965, samt i division 65-4, og dermed skal han i år forsøge at gentage.
- Det er vi rigtig glade for. Prinsen er jo en fantastisk dygtig kører, der går op i løbet med liv og sjæl. Det har altid betydet noget helt særligt for Classic Race Aarhus at have Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med i startfeltet, siger Niels Brøchner, der er præsident for Classic Race Aarhus, i en pressemeddelelse.
Løbet finder sted i de aarhusianske gader i weekenden den 22. til 24. maj.