Popikoner skaber trafikale udfordringer

Trafikanter skal forberede sig på forlænget rejsetid på vejene omkring Skanderborg og Horsens i forbindelse med Smukfest og Pink-koncert på onsdag.

På onsdag går Robbie Williams på scenen, når Smukfest åbner, og samme dag er der koncert med Pink i Horsens. Det kan give stor trængsel på E45, forudser Vejdirektoratet. Foto: Enning Kaiser - Ritzau / Scanpix og Michael Gottschalk - Ritzau / Scanpix. Collage TV2 ØSTJYLLAND

Tusindvis af mennesker ventes at valfarte til Skanderborg på onsdag, når Smukfest skyder festivalen i gang med den engelske sanger og charmør Robbie Williams på Bøgescenerne. 

Og lidt længere nede af E45 er der samme dag også skruet godt op for musikken, når den amerikanske sangerinde Pink giver koncert på Casa Arena Horsens. Og som om det ikke var nok, er der også et større vejarbejde i gang på motorvejen ved Skanderborg.

Læs også 40.000 gæster til jazz-koncerter - og nej, de var ikke (alle) gråhårede

Kør i god tid

Derfor mener Vejdirektoratet, der bliver tale om en dag med 'ekstraordinære trafikale omstændigheder' på vejene ved Horsens og Skanderborg.

- Man kan godt forvente, at der bliver noget forsinkelse. Man skal derfor beregne ekstra tid, siger vagthavende hos Vejdirektoratets Trafikcenter, Jimi Nyrup.

Læs også GPS afslører: Stjålne redningskranse bevæger sig rundt i villakvarterer

I Horsens forventer Vejdirektoratet for eksempel, at der kan blive en forlænget rejsetid på op til 30 minutter onsdag.

Derfor kommer Vejdirektoratet med et par opfordringer til trafikanterne. Både til dem der skal til Smukfest, dem der skal til pink-koncert og alle de andre. 

Besøgende der skal til Smukfest

- Kør i god tid. Trafikken vil være påvirket mellem kl. 12 og 21, og Vejdirektoratet forventer ekstra rejsetid med størst risiko for kødannelser mellem kl. 15 og 18.
- Kommer du nord fra, skal du afsætte mellem ti og tyve minutters ekstra rejsetid i forbindelse med vejarbejdet med udlægning af ny asfalt på E45 Østjyske Motorvej ved Skanderborg.
- Slå navigationen fra og kør efter de gule skilte i området med teksten ’Smukfest’
- Hold dig orienteret mens du kører. Hav for eksempel appen Trafikinfo åben, så den læser nyheder og akutte hændelser op for dig.

Udover den øgede trængsel på vejene, er Vejdirektoratet ved at lægge ny asfalt på E45 Østjyske Motorvej omkring Skanderborg. 

- Der er dermed risiko for kødannelser på E45 ved frakørslerne mellem Horsens og Skanderborg, siger Jimi Nyrup. 

Besøgende der skal til Pink-koncert

Kør i god tid. Trafikken vil være påvirket mellem kl. 12 og 01, og Vejdirektoratet forventer ekstra rejsetid med størst risiko for kødannelser mellem kl. 15 og 18. Der vil være kø ud af Horsens i tidsrummet fra 23-01.

- Kommer du nord fra, skal du afsætte mellem ti og tyve minutters ekstra rejsetid i forbindelse med vejarbejdet med udlægning af ny asfalt på E45 Østjyske Motorvej ved Skanderborg. Benyt frakørsel 55 Horsens N eller 56b Horsens C.

- Kommer du fra syd, skal du benytte frakørsel 57 Horsens S og 56b Horsens C.

- Forvent min. 30 minutters ekstra rejsetid i Horsens by.

- Hold dig orienteret mens du kører. Hav for eksempel appen Trafikinfo åben, så den læser nyheder og akutte hændelser op for dig.

Andre trafikanter

- Forvent kødannelser i på E45 mellem Skanderborg N og Horsens S. Trafikken vil være påvirket mellem 12 -21 og igen mellem 23-01. Risikoen for kødannelser er størst mellem kl. 15-19. Der vil være kø ud af Horsens i tidsrummet fra 23-01.