Polsk bilist kørte ind i motorcykel

Bilisten overså sent søndag aften sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran motorcyklist på Nørreport i Århus.

Den 22-årige motorcyklist slap dog næsten mirakuløst fra ulykken uden større skader end et brækket håndled.

Østjyllands Politi fik først meldinger om, at motorcyklisten var i livsfare, men så galt gik det altså ikke.

Ulykken skete ved 22.30-tiden i krydset Nørreport/Kystvejen i Århus. Her overså en 26-årig polsk bilist sin vigepligt og svingede til venstre, netop som de unge motorcyklist fra Skødstrup kørte gennem krydset.