Politisk skandale
Byrådspolitiker valgt ved en fejl
I 10 måneder har den forkerte person fra Enhedslisten siddet i rådhussalen i Grenaa på grund af en administrativ fejl i Norddjurs Kommune. Det skriver Århus Stiftstidende.
I fredagens udgave af Århus Stiftstidende kan man læse, at en fejl hos valgbestyrelsen i Norddjurs Kommune, som borgmester Jan Petersen (S) er formand for, betyder, at byrådsmedlem Helle Plougmann siden de nyvalgte lokalpolitikere i starten af året satte sig til rette i rådhussalen har optaget pladsen for den rigtige kandidat. Det er nemlig Enhedslistens Inky Remy, som skulle have haft pladsen. Kommunens valgbestyrelse havde overset, at Enhedslisten stillede op som partiliste og ikke som sideordnet liste. Og det afgør, hvem mandaterne går til.
SE: Borgmester: Jeg er ærgerlig
Hele situationen er ikke blevet bedre af, at Helle Plougmann i august måned forlod Enhedslisten for at blive løsgænger, hvorfor partiet begyndte at lugte blod. Partiet har klaget over sagen.
- Den er jeg selvfølgelig træt af på flere måder. Det ligger helt fast, at der er sket en administrativ fejl, som ingen har været opmærksom på. Men det er også trist, at Enhedslisten ikke klagede over fejlen i tide. Jeg må bare konstatere, at klagen er kommet meget, meget sent - otte måneder efter den nye kommunalbestyrelse gik i gang med arbejdet, siger borgmester og formand for valgbestyrelsen i Norddjurs Kommune til Århus Stiftstidende.