Politikerne konkurrerer på kreativiteten
Kreativitet synes en nødvendighed i kampen om vælgernes gunst. Politikerne er villige til at gå langt for deres sag.
Der skal nytænkning til, når det gælder om at fange vælgernes opmærksomhed og mediernes interesse.
Det lader til at være tendensen for tiden, hvor man gang på gang oplever de politiske kandidater folde deres kreative evner ud i kampen om stemmerne.
Traditionelle vælgermøder og uddeling af roser og brochurer med mærkesager på gader og stræder er ikke længere de metoder, der benyttes.
Julemandskostumer i oktober, musik, dans og mad er blandt meget andet interessant blevet en del af den nye valgkampagne for mange politikere.
Således kunne folk i Århus i dag opleve den lokale løsgænger Janus Kramer Møller på Lilletorv, hvor han afholdt pressekonference. En af hans mærkesager er en forbindelse over Kattegat. En sag som Janus Kramer Møller valgte at friske lidt op med en gruppe syngende kampagneaktivister.
Tom Behnke (C) valgte ligeledes at dukke op i en lidt anderledes sammenhæng i går. Han var simpelthen kontrolmåler ved et forsøg på at bygge verdens største papkasse.
Behnkes partifælle, justitsminister Lene Espersen (C), tager i morgen boksehandskerne på, når hun besøger Århus Amatør Bokseklub for at snakke om integration.
Det lader til, at de vil gøre næsten hvad som helst for at få deres budskab ud i medierne.
Se om det lykkes dem klokken 19.30 på TV2 | ØSTJYLLAND.