Politikere kræver nationalpark

Politikere i den kommende Syddjurs Kommune er utilfredse med, at miljøministeren kun vil udpege en eller to nationalparker i Danmark.

Naturområdet Mols Bjerge skal udpeges som nationalpark. Det mener samtlige politikere i det såkaldte sammenlæg- ningsudvalg for den kommende Syddjurs Kommune.

Hidtil har Mols Bjerge været favorit til at blive udpeget som nationalpark sammen med blandt andre Lille Vildmose, Møn og Vadehavet.

Men i en ny landsplanredegørelse skriver miljøminister Connie Hedegaard (K), at der bliver plads til én, højst to national- parker i Danmark. Dermed er der stor risiko for, at Mols Bjerge bliver forbigået.

Udmeldingen fra Connie Hedegaard vækker forargelse hos de lokale politikere, der mener, at der bør være plads til flere nationalparker i Danmark. Omvendt er flere landmænd og skovejere på Mols glade for nyheden.