Politikere bryder loven
Valgplakater hængt op for tidligt
Regler er tilsyneladende til for at blive brudt, når man er politiker. Selv om valgplakater til det forestående Kommunalvalg først måtte hænges op i lygtepælene, da klokken slog midnat, så var både borgmesteren og teknikrådmanden at finde i byens lygtepæle længe før.
- Reglerne er sådan at de først skal sætte dem op når klokken slår 12 i aften. Men jeg kan jo godt se, at kapløbet allerede er i gang, siger Trine Buus Karlsen, afdelingsleder hos Trafik og Veje i Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND
Ifølge Socialdemokraterne bliver reglerne brudt, fordi der er kamp om de bedste pladser.
- Det er vigtigt for os at få de bedste pladser, for det er det mest synlige sted i hele byen, siger Line Mastrup, formand for DSU i Aarhus.
Også sådan er det også for de andre partier.
- Det er et vilkår som vi er nødt til at være med på, hvis vi vil noget i den her valgkamp. Og det vil vi gerne, siger Venstres kampagneleder i Aarhus, Martin Lünell til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se indslag om plakat-kampen øverst på siden.