Politiker: Samsø kan ikke klare sig selv
En kommunefusion er nødvendig for at bevare velfærden, mener Fælleslisten Samsø
Kattegatøen Samsø er for lille til at være en selvstændig kommune. Det mener politikeren Inge-Dorthe Larsen fra Fælleslisten Samsø.
Den lille lokalliste er tidligere gået til valg med ønsket om en kommunesammenlægning. Efterhånden som der bliver færre og færre beboere på Samsø, er behovet for en fusion blevet endnu større, mener Inge-Dorthe Larsen.
Under en direkte tv-debat på TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag aften gentog hun derfor ønsket om at fusionere med en større kommune som Aarhus:
- Vi ser det som noget, der er et meget sandsynligt fremtidsscenarium. Vi bliver nødt til at finde nogen at rotte os sammen med, forklarer hun.
- Vi kan ikke klare os selv. Vi er en meget, meget lille størrelse. Hvordan det præcist skal foregå, det ved vi ikke.
Fik ikke færge-penge: Skuffet borgmester
Heller ikke SFs Ulla Holm er afvisende over for, at det kan være en god idé at lade Samsø blive en del af en større kommune som Aarhus.
I første omgang opfordrer hun dog til, at fordelene og ulemperne ved en sammenlægning bliver undersøgt til bunds.
I modsætning til sine kvindelige kolleger i kommunalbestyrelsen er Venstres Carsten Bruun modstander af en fusion med Aarhus. Han mener, at Samsø skal kæmpe for at bevare sin selvstændighed:
- Hvis vi bliver sammenlagt, mister vi vores selvstændighed til enhver tid, og vi kan ikke være med til at bestemme vores egen fremtid, siger han.
Carsten Bruun understreger, at Samsø i forvejen har et godt samarbejde med Odder og Aarhus kommuner. Der skal dog ikke afgives suverænitet.
- Vi har god hjælp fra Odder, og vi har også et samarbejde med Aarhus. På den måde har vi en storebror. Der sker bare det, at vi overhovedet ikke er medbestemmende om vores egen fremtid (ved en fusion, red.). Hvis vi pludselig lukker vores eget kommunekontor eller rådhus, så mister vi 50 arbejdspladser. Det vil sige, at cirka 500 mennesker fraflytter Samsø, siger Venstre-politikeren.
Se debatten om en eventuel kommunefusion i videoen øverst i artiklen. Se desuden hele tv-debatten fra Samsø nedenfor: