Politiet vil sætte stopper for bilræs
Hver onsdag mødes 20-30 unge i deres biler i Silkeborg for at køre om kap. Nu er de blevet politianmeldt.
Det er efterhånden blevet en tilbagevendende begivenhed, at en række af byens mandlige unge sætter hinanden stævne på Bergsøesvej eller i parkeringskælderen under Torvecentret for at køre gaderæs.
Nu har syv forretninger på Bergsøesvej anmeldt de fartglade eller fartgale unge til politiet.
- Det er jo ikke i sig selv ulovligt at mødes med andre. Og vi har drønsvært ved at gribe de unge i at køre ræs. De er jo ikke blinde, og kan se på lang afstand hvis vi er i nærheden, siger en talsmand fra Midt- og Vestjyllands Politi til Radio Silkeborg.
Onsdag aften gennemgik ordensmagten de unges biler for ulovligheder, og der blev delt et par bøder ud for ulovligt tonede ruder og den slags.