Politiet: Vi har tasketyven!

17-årig dreng mistænkes for bølge af tyverier

Den 17-årige mistænkes for at have stjålet en lang række tasker fra kvinder. De fleste af kvinderne var på cykel, da tyverierne fandt sted.

Politiet mener at have fanget gerningsmanden til den seneste tids mange tasketyverier i den vestlige og nordlige del af Aarhus.

Betjene fra Østjyllands Politi har øget patruljeringen i området netop på grund af de mange tasketyverier - og torsdag aften gav indsatsen pote.

Kl. 20.20 anholdt politiet en 17-årig mand, der kædes sammen med tyverierne.

- Den 17-årige mand var passager på en scooter, og da han og føreren bemærkede politipatruljen, forsøgte de at flygte i området omkring Herredsvej i Aarhus V. Men det lykkedes hurtigt, at anholde den 17-årige mand, der blev fundet i besiddelse af effekter fra tidligere begåede tasketyverier, oplyser Østjyllands Politi.

Den 17-årige formodede tasketyv har bopæl i Viborg. Politiet overvejer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.