Politiet har ikke fået nye spor i sag om forsvundet 52-årig

Politiet efterlyste tirsdag en 52-årig mand. Siden er der ikke kommet nye spor

Foto: Martin Sylvest Andersen - Scanpix

OPDATERING: Den 52-årige mand er onsdag aften fundet i god behold. Læs mere her.
___

Østjyllands Politi efterlyste tirsdag aften en 52-årig mand. Men henover natten har det ikke ført til nye spor i sagen.

- Der er ikke noget nyt, vi har ikke hørt fra nogen. Så efterlysningen er stadig helt aktuel, oplyser pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager. 

Læs også Politiet beder om hjælp: Deprimeret mand forsvundet

Den 52-årige mand er bosiddende i Korsør på Sjælland, men alligevel mener politiet, at han formentlig opholder sig i Aarhus-området.

- Det er ud fra de oplysninger, vi får fra pårørende. Det peger på, at han opholder sig et sted i Aarhus, siger Janni Lundager.

Politiet efterlyste tirsdag manden på deres twitterprofil:

Østjyllands Politi oplyste tirsdag aften, at manden muligvis er kørende i sin bil, en sort Citroën Cactus-varebil med registreringsnummer AR 84845. Nummerpladerne er såkaldte papegøjeplader, og bilen er forsynet med et anhængertræk. Ellers er der ingen særlige kendetegn oplyser politiet.

Den 52-årige mand beskrives som værende af irakisk herkomst, 174 centimeter høj. Han vejer 70 kilo og er skaldet.

- Familien vil meget gerne i kontakt med ham, da den er bekymret for ham, lød det tirsdag aften fra vagtchef Peter Hunniche i en pressemeddelelse.

Hvis man ser manden eller har kendskab til, hvor han kan være, bedes man kontakte politiet på telefon 114.