Politiet snuppede fire bilister på stoffer

Siden lørdag aften har Østjyllands Politi stoppet fire bilister, der var påvirkede af euforiserende stoffer

Politiet har det seneste halve døgn haft travlt med at standse bilister, der kører rundt på de østjyske veje påvirket af euforiserende stoffer.

Lørdag ved 18-tiden blev en 26-årig mand stoppet i en bil på Jettesvej i Aarhus V.

Manden var ifølge politiet påvirket af euforiserende stoffer, ligesom han var frakendt retten til at køre bil. Manden er yderligere sigtet for falsk anklage, da han opgav ID og kørekort som værende sin bror.

Vi bliver i samme område, nærmere bestemt Røgelvej.

Her blev en 21-årig mand stoppet kort før midnat, og da politiet kiggede ham efter i sømmene, viste det sig, at han både var påvirket af euforiserende stoffer og havde mistet sit kørekort. 

Læs også Kilovis af amfetamin koster syv års fængsel i narkosag

Kort før klokken to natten til søndag stoppede politiet en mand på Rosenhøj i Viby.

Den 19-årige, der sad bag rattet, var ifølge politiet påvirket af euforiserende stoffer. Betjentene bemærkede, at der lugtede af hash i bilen, og i mandens bæltetaske fandt man 3,18 gram hash. 

På Mariagervej i Randers blev en 28-årig mandlig bilist stoppet kort før klokken fire natten til søndag.

For det første havde manden ikke noget kørekort. For det andet var han påvirket af euforiserende stoffer, og for det tredje havde han drukket for meget alkohol.