Politiet: Kør trygt ud på vejene

Østjyllands Politi ophævede onsdag eftermiddag opfordringen til bilisterne om at undgå udkørsel i det glatte føre.

Udmeldingen fra politiet kommer efter, at juletrafikken har rettet sig betydeligt efter det kraftige snefald tirsdag.

Eneste kendte forsinkelse i Østjylland er sent onsdag eftermiddag Mols-Liniens afgang fra Århus, der sidst på eftermiddagen sejlede mod Sjælland med knap 20 minutters forsinkelse.

Biltrafikken, der tirsdag skøjtede rundt på sneglatte veje, nyder onsdag godt af let tøvejr og veje, som er blevet ryddet for sne og saltede.

I Aarhus Lufthavn ved Tirstrup er der hele natten blevet arbejdet hårdt for at få ryddet start- og landingsbaner, så flyene kan komme af sted til tiden. Og meldingen lyder, at det er lykkedes.

Tog-trafikken er kommet sig ovenpå snefygning og frosne sporskifter. Ventetiderne har dagen igennem begrænset sig til omkring 10 minutter - og der meldes om god plads i kupéerne.

Se mere om vejrsituationen i onsdagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.