Politiet hjælper rocker-stikker til sikker fremtid
Forhenværende rockerelev hos Hells Angels i Århus får al den hjælp, som politiet kan yde ham til en tilværelse uden for det kriminelle miljø
Under en fem dage lang nævningesag i Århus mandsopdækker betjente iført skudsikre veste den unge mand.
Han er tiltalt for forsøg på at likvidere en mand fra den indvandrerdominerede Trille¬gårdsbanden i Århus med skud på McDonald's november sidste år.
Dommen ventes i dag. Den 21-årige har i modsætning til de andre rocker-relaterede i sagen tilstået sig skyldig. Samtidig har han gjort op med sin fortid som rockerspire i AK81 i Århus.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan inden for lovgivningen for at sikre ham. Det gælder under hans eventuelle afsoning i fængsel. Men også bagefter, når han skal starte på et nyt liv uden for de kriminelle cirkler, forsikrer politiinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi ifølge Århus Stiftstidende.
Politiinspektøren ønsker ikke at besvare spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen omfatter et konkret vidnebeskyttelsesprogram med mulig identitets-skifte for den 21-årige.