Politiet gør ikke mere ved stenkast mod tog

En gruppe elever fra Tirsdalens Skole i Randers har kastet sten mod tog ved en lejr nær Tange Sø. De sociale myndigheder overtager nu sagen

I disse tider kommer der næsten dagligt nye historier om kast af genstande fra motorvejsbroer mod biler, og nu er en gruppe skoleelever fra Randers så blevet taget i at kaste sten mod tog nær en lejr ved Tange Sø. I alt blev 13 af 7.klasseseleverne fra Tirsdalens Skole afhørt i sagen onsdag. Nu er der ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi ikke mere for politiet at gøre.

- Sagen overgår til de sociale myndigheder, da alle eleverne er under den kriminelle lavalder, siger vagtchefen Ole Vanghøj til tv2oj.dk.

Læs også 13 skoleelever afhørt efter stenkast mod tog

Skolevæsenet i Randers ser meget alvorligt på forbrydelsen.

- Det er alvorligt, når man udsætter andre for fare. Der er overskredet en klar grænse. Man udsætter ikke andre for fare. Det har vi talt en del med eleverne om. Vi er også lettede over, at der ikke er sket personskade, har skolechef i kommunen, Henrik Johansen, tidl. udtalt.

Læs også 16-årig havde ikke nogen forklaring på kast mod motorvej

Udover at myndigheder nu tager hånd om børnene, så vil deres handlinger formentlig også få yderligere konsekvenser.

- Der er sket skader på togene, så Arriva har nok et erstatningskrav over for dem, oplyser Ole Vanghøj.

Om det bliver alle 13 afhørte elever, der nu skal i kontakt med de sociale myndigheder, ved vagtchefen ikke. Ingen personer kom noget til i forbindelse med stenkastet.