Politiet: Bliv indendøre
Brand i lagerhal endnu ikke helt slukket
Politiet opfordrer sent tirsdag eftermiddag stadig beboerne i nærheden af Lystrupvej i det nordlige Aarhus til at blive indendøre.
Ved 10-tiden tirsdag formiddag udbrød der brand i genbrugsfabrikken Averhoff i Risskov. Da branden var kraftigst, stod der en 50 meter bred røgsky op fra de brændende bygninger.
Østjyllands Politi har hele dagen opfordret beboerne i området til at blive indendøre og lukke vinduerne - også selv om røgen nu?er mindre kraftig end tidligere
- Branden er endnu ikke slukket, så vores opfordring gælder stadig, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hyler med sirenerne
Politiets opfordring til at blive indendøre gælder indtil politiet afblæser advarslen.
- Vi hyler med sirenerne, når vi afvarsler, og så sender vi en beredskabsmeddelelse ud på tekst-tv og i radioen, hvor det kommer til at fremgå, hvad man så skal gøre, har indsatsleder Lars Bisgaard tidligere på dagen sagt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er endnu uvist, om røgen fra den brændende lagerhal er sundhedsskadelig.