Politiet anholder 18 mænd for svindel til 440 millioner

I en stor aktion har politiet tirsdag slået til og ransaget 39 adresser i en sag om omfattende momssvindel

Arkivfoto. Foto: Martin Sylvest Andersen - Scanpix

I en omfattende aktion er 39 adresser rundt om i landet tirsdag blevet ransaget og 18 mænd er anholdt for moms- og skattesvindel for næsten en halv milliard kroner. Blandt andet er adresser her i Østjylland blevet ransaget.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Aktionen kommer efter længere tids efterforskning af et kriminelt netværk med internationale forbindelser. Netværket mistænkes for omfattende it og økonomisk kriminalitet.

Læs også Netbutikker mærker konsekvensen af stigning i Dankort-svindel

Tirsdag aften er politiet stadig i fuld gang med ransagninger i Hovedstadsområdet, på Lolland, i Østjylland og i Tyskland.

18 mænd i alderen 24-60 år er anholdt - fem af dem er udenlandske statsborgere.

Systematisk og omfattende svindel

Flere af personerne i det kriminelle netværk har pakistansk baggrund, og politiet mistænker dem for at have begået systematisk og omfattende moms- og skattesvig gennem flere år. 

Læs også Hackere på rov: Højsæson for direktørsvindel

Ifølge politiet har de gennem en række forskellige og skiftende virksomhedskonstruktioner svindlet ved ikke at betale moms, A-skat og AM-bidrag.

I alt mener politiet, at de har fået et udbytte på mindst 440 millioner kroner.