Politibiler i flammer
Patruljevogne udbrændt ved politistation
Flere politibiler blev natten til fredag ødelagt i en brand i et parkeringsanlæg nær politistationen i Silkeborg.
Politiet fik meldingen om branden kort efter kl. 00.30. Da betjenene ankom til stedet, kunne de konstatere, at det var deres egne biler, der var omspændt af flammer.
Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger var hele anlægget overtændt, da brandvæsenet ankom. På det tidspunkt stod samtlige biler i flammer.
Både patruljevogne og civile køretøjer, som tilhører politiet, står nu forkullede tilbage i det brandbeskadigede parkeringsanlæg.
Midtjyllands Avis fortræller, at man ved det afspærrede
parkeringsområde kan se, at én eller flere gerningsmænd har klippet hul i hegnet ud mod jernbanen.
Trods brandvæsenets indsats blev bilerne totalskadede.
Midt- og Vestjyllands Politis ved endnu ikke med sikkerhed, om branden er påsat. De egentlige brandundersøgelser går dog først i gang i dag, fredag.
Se en kort video fra nattens brand øverst på denne side.