Politi: Pas på kloakvand

Vand fra skybrud kan være skadeligt

Foto: Inna Jensen (privatfoto)

Der er god grund til at være varsom, hvis køkkenhaven har været oversvømmet, eller hvis man som forælder overvejer at lade børnene lege i en nyopstået sø.

Vanden kan være blandet med kloakvand og dermed sundhedsskadeligt. Det oplyser Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hvis vandet ikke er blandet med kloakvand, er der dog ingen fare på færde, fastslår politiet og henviser til embedslægens anbefalinger:

- Hvis der har været kloakvand i oversvømmelsen, er det dog vigtigt at være omhyggelig med almindelige hygiejniske forholdsregler (undgå at få rester af slam/sediment i mund og øjne, håndvask, skift af fodtøj, når man går indendørs m.v.) ved og efter færden og arbejde i områder med slam/sediment efter oversvømmelse.

Nedenfor kan du se en række af embedslægens råd til, hvordan man skal forholde sig til sundhedsfaren efter oversvømmelser:

Daginstitutioner, børnehaver mv.

Bør som udgangspunkt henvende sig til den kommunale sundhedstjeneste for konkrete råd om hygiejne og forholdsregler i tilfælde af oversvømmelser. Den kommunale sundhedstjeneste kan evt. søge råd og vejledning hos den regionale embedslæge.

Køkkenhaver

Hvis der har været vand fra kloakker i køkkenhaven, er rådet at koge grøntsagerne før spisning og kassere det, der ikke kan koges. Salat og lignende er vanskelige at rengøre og bør kasseres efter en oversvømmelse, også selv om man ikke er sikker på der har været kloakvand iblandet.

Brugshaver

Kan anvendes med omtanke. Ved at spule eller vande områder, hvor man færdes, kan man reducere forureningen på overfladen. Små børns leg med nyligt forurenet jord og græs bør undgås. Forurening fra kloakvand vil nedbrydes med tiden, hvor fuldstændig nedbrydning afhænger af mængde og art af slammet/sedimentet og vejrforholdene. En præcis tidsangivelse kan derfor ikke gives, men typisk vil det dreje sig om uger til nogle få måneder.

Indeklima og kældre

Man bør som udgangspunkt ikke opholde sig i længe tid i rum, der er våde efter indtrængende vand - specielt ikke hvis der er tale om overløb af kloakvand. Er der tale om indtrængende overfladevand eller regnvand i kældre eller den øvrige beboelse kan dette som udgangspunkt rengøres med vand og sæbe, mens man bør overlade rengøringen til professionelle rengøringsselskaber hvis der er tale om overløbende eller indtrængende kloakvand eller sediment. Er man i tvivl kan man hente råd eller overlade rengøringen til et professionelt rengøringsselskab eller man kan i forsikringsøjemed henvende sig til sit forsikringsselskab for råd om hvordan man skal forholde sig.

Inventar

I det omfang beboeren selv ønsker at rengøre inventar m.m. anbefales det, at beboeren rådfører sig med professionelle/forsikringsselskab om rengøringsmetode, personlig beskyttelse mv.

Privat tøjvask

Ved vask af tøj der er forurenet med kloakvand, er det sikreste kogevask ved minimum 80° C. Supplerende metoder til reduktion af mikroorganismer i tøj er: vaskemiddel med blegemiddel, brug af tørretumbler og at hænge tøjet ud i solskin (UV-lys). Se også generelle råd om tøjvask i private husholdninger.

Sandkasser

Forurenet sand i sandkasser bør udskiftes.