Politi gør klar til SAS Liga-fodbold i Silkeborg
Ikke alle jubler over Silkeborg IF's oprykning. Kommende hjemmekampe kræver flere ressourcer fra politiet.
18. jun 2009, kl. 08:58
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Silkeborg har taget konsekvensen af SIF's oprykning til landets bedste fodboldrække og vil i den kommende sæson afsætte ekstra ressourcer til hjemmekampene.
Der er nemlig stor forskel på, om det er Thisted og Frem der kommer på stadion, eller om det er supportere fra Brøndby og AGF.
- Der er flere udefra kommende tilskuere, og blandt dem er der nogen, der er mere rabiate, end hvad vi er vant til her i Silkeborg, siger politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg til radiostationen Radio1.
Silkeborg IF første hjemmekamp i den kommende sæson finder sted 25., 26. eller 27. juli, hvor FC Midtjylland kommer på besøg.