Politi: Fans har opført sig pænt
Stille forud for kamp mellem AGF og Brøndby
Et tog fyldt med Brøndby-fans ankom her til eftermiddag til banegården i Aarhus.
Holdet fra Vestegnen møder i dag spillerne fra AGF, og den slags kampe bliver der nøje holdt øje med hos politiet.
Der var derfor også mødt en større flok betjente op på perronen, da fansene steg ud af toget i Aarhus.
- Vi har vores dialogbaserede indsats. Vi står klar og siger pænt goddag, når de ankommer med toget og guider dem hen til værtshus og stadion. Når kampen er ovre står vi også og siger pænt farvel igen, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Østjyllands Politi har der ikke været nogle anholdelser forud for kampen.
- Der har været rigtig stille og roligt. De har opført sig pænt, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kampen bliver sparket i gang klokken 17.