Pokalmestre bliver hyldet på Århus Rådhus
I en sand gyserkamp sejrede Skovbakkens kvinder torsdag i pokalfinalen. Fredag formiddag skal de hyldes af borgmesteren.
22. maj 2009, kl. 06:59
Mere end 30 dage gammel
Den ordinære kamp var endt 1-1, og kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her var Skovbakkens Nadia Nadim iskold på det afgørende straffespark i pokalfinalen mod Fortuna Hjørring i Parken torsdag.
Og så kunne Nadim og Co. hæve pokalen som pokalvindere i sæsonen 2008/2009.
Man må så håbe for Skovbakkens kvinder, at de ikke har drukket alt for meget sejrschampagne torsdag aften og nat. For fredag formiddag klokken 9.00 tager borgmester Nicolai Wammen (S) og rådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) imod hele holdet på Rådhuset til en mindre hyldestceremoni.