Pluk et styk tøj
Sportstøj revet væk på to minutter fra træer
Det var hverken æbler eller blommer der i dag voksede på træerne på Østervold i Randers.
De forbipasserende havde til gengæld mulighed for at plukke brugt og brugbart sportsudstyr ned fra træerne. Den lidt skæve begivenhed fandt sted i anledning af åbningen af sportsskabet "Genbrugssport" kunne man plukke brugt og brugbart sportsudstyr fra træerne på Østervold.
"Genbrugssport" er etableret af Randers Kommune i samarbejde med Bysekretariatet, Frivilligværket samt frivillige fra Randers Nordby og med opbakning fra idrætshaller i Randers Kommune.
Ideen er, at man får genbrugt godt sportstøj og udstyr, som bliver glemt rundt omkring i sportshallerne.
- Mange af de glemte sager bliver aldrig hentet, og i stedet for at smide det ud, kan det lige så godt gavne andre, siger Birgitte Strøbeck, der er fritidskonsulent i Randers Kommune.
Åbningen af "Genbrugssport" blev en stor succes. På mindre en to minutter var tøjet plukket af alle træerne på Østervold. Her var tøjet i anledningen at åbningen hængt op.
Fremover kan du finde "Genbrugssport" i kælderen på Husarvej 20 i Randers.
Har du selv idrætstøj og sportsudstyr, du ikke bruger mere er "Genbrugssport" også en mulighed for at komme af med dette. Tag det med på Østervold eller aflever det i Bysekretariatet eller Parkcaféen på Flyvervej 5, 8930 Randers NØ.
Udover tøj efterspørger projektet en vaskemaskine og en tørretumbler. De frivillige står klar til også at vaske tøjet, hvis der er nogle som vil sponsere maskinerne til "Genbrugssport". Dermed bliver det ikke bare brugbart, men også rent tøj, som kan hentes fra sportsskabet.