Pistolmænd stjal 1. mio. kr.

Bevæbnede røvere løb med kostbart kunstværk

De to bevæbnede mænd, der tirsdag trængte ind i et galleri ved Skanderborg, havde held til at stikke af med et kunstværk til 1. mio. kr.

Kunstværket, som blev stjålet, består af 1.000 tusindekronesedler, som er kapslet inde i glas.

Værket har været udstillet på Galleri Draupner, som også er kendt for at have udstillet flere værker af muhammedtegneren Kurt Westergaard.

De to mænd, der tirsdag trængte ind i galleriet, var bevæbnet med køller og pistollignende genstande. De havde begge et sydlandsk udseende.

Er flere gange blevet truet

Galleri-ejer Erik Guldager har tidligere fortalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han flere gange er blevet truet, efter at han valgte at udstille værker af Kurt Westergaard.

Efter hver episode har Erik Guldager kontaktet Politiets Efterretningstjeneste PET.

Motivet for de to bevæbnede mænd har tilsyneladende ikke været at relateret til Erik Guldagers kontakt til muhammedtegneren Kurt Westergaard. De er derimod gået målrettet efter kunstværket med de 1.000 tusindekronesedler.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.