Personlige oplysninger på afveje i ÅrhusBolig
En stor sikkerhedsbrist i boligorganisationen ÅrhusBolig er ved at blive efterforsket af Datatilsynet.
60.000 medlemmer af ÅrhusBolig modtog sidst i februar en adgangskode til andre medlemmers oplysninger, fortæller P4 Østjylland.
Og selvom Datatilsynet bad ÅrhusBolig lukke for adgangen, løste det tilsyneladende ikke problemet, for fire dage efter var der igen adgang til de personlige oplysninger.
Der var Rene Franz Henschel, der opdagede bristen, og han er chokeret:
- Jeg kunne se navn, adresse og antal børn og tænkte, hvem ser nu mine oplysninger og kan ændre i mine profiler?
Han mener, der ikke tyder på det store overblik fra ÅrhusBolig.
Ifølge direktør i Arbejdernes Andelsboligforening, Anders Rønnebro, skyldtes den første sikkerhedsbrist det trykkeri, der skulle sende de nye koder ud. Og han fortæller, at de nu gennemgår systemet for fejl og så giver Datatilsynet svar.