Pengeskabs-tyv trak nitten

Udbyttet var gamle ubrugelige nøgler og en Nokia-telefon

Foto: Colourbox

En eller flere ukendte gerningsmænd blev sandsynligvis godt og grundigt skuffede, da de åbnede det pengeskab, de havde stjålet fra et plejecenter i Allingåbro på Djursland.

Ifølge Østjyllands Politi brød tyvene ind i et plejecenter på I P Farsøhts Vej ved at række hånden igennem en brevsprække og på den måde åbne låsen.

Derefter fandt de frem til et pengeskab, som de tog med sig derfra.

Ifølge politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi nåede tyvene dog formentlig ikke at glæde sig ret længe. Pengeskabet indeholdt nemlig intet af værdi:

- I pengeskabet blev der kun opbevaret en masse gamle ubrugelige nøgler. Derudover lå der en Nokia-mobiltelefon, forklarer han.

Se: Hund snuser sig frem til tyv

Tyveriet blev begået i perioden mellem onsdag formiddag og torsdag formiddag. Politiet har indtil videre intet signalement af gerningsmændene.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.

Pengeskabet blev stjålet fra et plejecenter på I P Farsøhts Vej i Allingåbro: