Penge på vej til hjemløse
Ny finanslov sikrer millioner til social indsats
Regeringen har her til aften indgået en finanslovsaftale med Venstre og Konservative.
I aftalen er der blandt andet afsat 100 millioner kroner til en indsats mod unge hjemløse.
De penge kan muligvis komme blandt andet Aarhus til gode. Aarhus er en af de kommuner, som har oplevet den største stigning i antallet af hjemløse gennem de seneste år. En stor del af dem er hjemløse unge i alderen 18 til 24 år.
En opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser i sin seneste optælling fra 2013, at der er 628 hjemløse i Aarhus Kommune.
Det er 32 procent flere hjemløse end i 2009, hvor der var 462 registreret i Aarhus Kommune.
I Odense og Aalborg er der i 2013 henholdsvis 141 og 239 hjemløse.