Pendlere glade for ny motorvej
Transportministeren indvier fredag en ny bid af Djurslandmotorvejen nord for Århus. Pendlere på Djursland er glade for den ekstra asfalt.
Med åbningen af de to ekstra kilometer motorvej senere i dag, fredag, står Djurslandsmotorvejen helt færdig.
Motorvejen binder Djursland sammen med Motorvej E45, sådan at pendlerne fra Djursland ikke længere behøver at køre igennem Århus for at komme videre mod nord, syd eller vest.
Også pendlerne til Århus slipper for de tidligere så udskældte bilkøer på Grenaavej i Risskov.
En af de glade bilister er Helene Hebsgaard Andersen, der bor i Ebeltoft og dagligt kører til arbejde på Vestas i Skejby i det nordlige Århus.
- Jeg sparer i hvert fald 20 minutter om dagen i forhold til, da det var værst. Tidligere tog det lang tid, når man kørte ind mod byen ad Grenaavej og ramte køen. Det tog lang tid, siger Helene Hebsgaard Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den officielle åbning af den sidste etape af Djurslandmotorvejen finder sted fredag kl. 13.45, hvor transportminister Hans Christian Schmidt (S) klipper den symbolske snor til motorvejen og erklærer vejen for åben.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.