Påvirket mand kørte ind i lade

29-årig mand var formentlig påvirket af euforisererende stoffer

Foto: 24-7news

Foto: 24-7news

Foto: 24-7news

1 af 3

Det huede ikke ligefrem en 29-årig mand, at politiets øjne tirsdag eftermiddag blev rettet mod ham.

Det var dog ganske selvforskyldt. Manden kørte nemlig galt i sin bil på Mollerupvej i Silkeborg, hvor han ramte en lade ved en landejendom.

Som man kan se på billederne øverst i artiklen, væltede mandens bil en stor del af hjørnet af ladebygningen.

Ifølge politiassistent Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg var den 29-årige sandsynligvis påvirket af stoffer under kørslen, hvilket han også vil blive sigtet for.

Han var derfor på ingen måde interesseret i at tale med politiet:

- Han var tydeligt påvirket af et eller andet. Alkoholtesten var negativ og han blev derfor bedt om at deltage i en narkometerprøve, siger Flemming Just til tv2oj.dk og fortæller, hvad der herefter skete:

- Under prøven besvimede manden pludselig. Om det var skuespil eller ægte er ikke til at sige.

Nedlagde hæk

Da en narkometerprøve på stedet ikke var mulig, besluttede betjentene for at køre den 29-årige mand til Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade.

Her skulle en læge tage en blodprøve, men heller ikke det ville manden være med til:

- Fire betjente var nødt til at holde ham under blodprøvetagningen, siger politiassistent Flemming Just.

Under tumulten fandt betjentene en mængde kokain og nogle blå piller i hans lommer.

Efterfølgende viste det sig, at laden på Mollerupvej i Silkeborg ikke var det eneste, den 29-årige mand havde torpederet.

Bare tre kilometer fra uheldsstedet havde manden ifølge politiet også nedlagt 20 meter hæk og et el-skab.

- Vi fandt hans nummerplade, som han havde tabt på stedet, oplyser politiet.