Patientjournaler er ofte forsinkede
Patientjournaler er ofte forsinkede. Det kan udskyde behandlingen af patienter.
De praktiserende læger må væbne sig med tålmodighed, når deres patienter har været en tur på sygehuset. Mangel på lægesekretærer skaber forsinkelser i journalskrivningen, og bunker af uskrevne journaler og udskrivningsbreve til egen læge hober sig op på sygehusene, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
- Det sker så ofte, at udskrivningsbreve er forsinkede, at det er blevet et problem. Der kan sagtens gå op til to måneder, før vi modtager enkelte udskrivningsbreve, siger praktiserende læge i Århus Peter Orloff.
Det billede genkender flere praktiserende læger, som Morgenavisen Jyllands-Posten har været i kontakt med.
Formanden for de Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, forklarer, at nogle sygehuse er bedre end andre, men at de forsinkede udskrivningsbreve gør patientbehandlingen dårligere.
Konsekvenserne af journalpuklerne på sygehusene er vidt forskellige for patienterne. I værste fald skaber det behandlingbureaukrati hos de praktiserende læger. Det betyder i værste fald, at patienter får udskudt deres opfølgende behandling, men hvis lægerne ikke var opmærksomme på problemet, kunne konsekvenserne være langt mere alvorlige.
I en rapport fra 2009 opgjorde Dansk Lægesekretærforening, DL, at der på sygehusene lå 50.000 uskrevne patientjournaler og 30.000 udskrivningspapirer til praktiserende læger.