Patienter får ambassadør
Alle sygehuspatienter i Århus Amt får deres egen ambassadør, der skal gelejde dem gennem behandlingen.
Patienterne på sygehusene i Århus Amt får fremover ren besked om, hvem der er deres faste kontaktperson.
Det sker, når amtet indfører brugen af kontaktkort på samtlige sygehuse i amtet.
Ordningen er allerede gennemført på enkelte afdelinger, men nu indføres der fælles retningslinjer i hele amtet. Senest 1. marts næste år skal kontaktkort-ordningen være på plads på alle sygehuse.
- Mange patienter synes, at de har kontakt med for mange forskellige læger og sygeplejersker. De savner et fast holdepunkt. Det viser de målinger, vi løbende foretager af patienttilfredsheden, og det vil vi gerne lave om på, siger Carl Johan Rasmussen (S), der er formand for sundhedsudvalget i Århus Amt.
Kontaktkortet fortæller bl.a. om navn på kontaktpersonen samt vedkommendes telefonnummer og træffetid. Det udleveres
både til ambulante patienter, dagpatienter
og patienter, der indlægges. /ritzau/