Pas på hjorten
Århus Kommune opfordrer folk i Dyrehaven til at være ekstra forsigtige for tiden. Hjortene er nemlig i brunst.
10. okt 2008, kl. 10:19
Mere end 30 dage gammel
For et år siden måtte en ni-årig pige på skadestuen, efter hun blev angrebet af en brunstig Sikahjort i Dyrehaven i Århus.
Da det igen er blevet brunsttid for hjortene, advarer Århus Kommune nu folk, som færdes i haven.
- Det er klogest at holde sig til stierne, især hvor en hjort går sammen med en flok hinder, siger biolog Niels Jørgen Friis, der er kommunens leder af dyrehaven, til JP Århus.
Der er dog ingen planer om at lukke haven. Kommunen nøjes med advarselsskilte ved indgangene.