Sol og sommerlig varme på vej mod Østjylland
Allerede sidst på weekenden kan temperaturen nå op omkring 20 grader
Du kan roligt pudse solbrillerne, lægge skjorterne med de korte ærmer øverst i kommodeskuffen og gøre grillen klar til nogle solrige og forårsvarme dage.
Faktisk bliver vejret nærmest sommerligt, når et højtryk fra weekenden og i begyndelsen af næste uge placerer sig lige øst for Danmark.
Selvom torsdagen er begyndt grå mange steder, er der altså håb i sigte for dem, som ønsker sig skønt og sommerligt vejr.
Allerede i eftermiddag klarer det flot op vestfra med masser af sol, men det betyder også, at den kommende nat bliver ganske kold med temperaturer stedvis ned nær frysepunktet.
Gradvist varmere hen over weekenden
Herefter begynder højtrykket dog at gøre sin indflydelse, og det betyder, at vi får en længere række tørvejrsdage, solskin og gradvist stigende temperaturer.
Læs også
Mens vi fredag kan nå op omkring 15 grader, stiger temperaturen lørdag til nær 18-19 grader, inden vi søndag kan nå op omkring eller måske lidt over 20 grader flere steder i landet.
Mandag og tirsdag ser det sommerlige vejr ud til at fortsætte med temperaturer op til omkring 22 grader.
Køligere ved kysterne - og måske havgus
Eneste aber dabei vil være risikoen for havgus ved nogle af kysterne, og især ved kyster med pålandsvind bliver det som altid i foråret lidt køligere end i resten af landet.
Langt de fleste af os kan dog se frem til nogle solrige og efterhånden også ganske varme dage.
Om det flotte og varme forårsvejr fortsætter helt frem mod Kristi Himmelfartsdag i næste uge, er dog endnu noget usikkert.