Prognose: Årets første sommerdag på vej
Hvis prognoserne holder, er der på søndag udsigt til temperaturer over 25 grader.
Efter det, der ender med at blive den tredje koldeste maj i mere end 20 år, er sommervarme endelig på vej mod Danmark.
Varmen kommer kun på kort visit, men kan give os årets første sommerdag, blot få dage efter det ifølge kalenderen er blevet sommer.
Sommerluft fra Sydvesteuropa
Den kølige luft, der ligger over Danmark, som blandt andet gav os den koldeste nat så sent på året i 83 år, bliver allerede i det kommende døgn fortrængt af lunere luft fra sydvest.
Læs også
Det giver Kristi himmelfartsdag udbredt regn, som skal passere landet.
Herefter bliver det betydeligt lunere, men det er først, når et lavtryk fra vest nærmer sig De Britiske Øer i løbet af søndagen, at varm sommerluft fra Sydvesteuropa for alvor strømmer op over Danmark.
Giver en sommerdag
Ifølge de seneste prognoser er det dog ikke Østjylland, men den sydlige del af landet, der er størst chance for at nå over de 25 grader, som vil give os en sommerdag.
Her vil luften strømme fra Tyskland, hvor det så langt mod nord som til Hamborg kan blive 30 grader varmt.
Helt så varmt bliver det ikke i Danmark.
Læs også
Prognoserne peger dog på, at det kan blive op til 27 grader i Sønderjylland, hvor der er størst chance for at få årets første sommerdag.
Også på Lolland kan temperaturen nå 25 grader takket være solrigt vejr.
Den varme sommerluft skal nydes i fulde drag, for hurtigt vil en front med regn- og tordenbyger trænge ind over Danmark fra vest efterfulgt af lidt køligere vejr.
Dog tyder alt på, at vi i den første uge af juni får det betydeligt lunere end det kolde vejr, vi har haft i maj med gode chancer for, at sommerlig varm luft i perioder kan skyde frem mod Danmark fra syd.
Sommervarme kommer efter kold maj
Skulle vi på søndag få årets første sommerdag, kommer den efter en maj måned, som med en middeltemperatur under ti grader kun har været koldere to gange i de seneste 20 år.
Vi skal hele 36 år tilbage i tiden for at finde en maj måned, hvor månedens højeste temperatur har været lavere end i år.
Læs også
Det var i maj 1983, hvor temperaturen blot nåede 21,4 grader på månedens varmeste dag. I år har vi haft 23,0 grader i maj.
Den foreløbigt højeste temperatur i 2019 blev dog målt for over en måned siden, da termometret 26. april viste 24,4 grader i København.
Fortvivl ej - vi har altid haft sommerdage
Skulle prognoserne vise sig at slå fejl, skal man ikke fortvivle.
Vi har i de seneste 145 somre altid haft en sommerdag.
I 2004 blev tålmodigheden dog udfordret, da vi skulle helt frem til 30. juli, før vi fik årets første sommerdag.
Læs også
Sommerdage kan dog også komme allerede i april.
Sidste år fik vi den første sommerdag 19. april, men sommeren kan komme endnu tidligere.
17. april 1964 havde vi den tidligste sommerdag i dansk vejrhistorie.