Politiker er fortid hos De Konservative efter abe-kommentar

Næstformanden hos Det Konservative Folkeparti i Horsens, Heidi Milo, har forladt partiet efter at have kaldt FCK-spiller for en abe

Heidi Milo (t.h.) var indtil mandag aften næstformand i Det Konservative Folkeparti i Horsens, men efter at have kaldt FCK's anfører for "en abe" har hun meldt sig ud af partiet. Foto: Henning Bagger (Scanpix) / Privatfoto

Heidi Milo er fortid som partimedlem hos Det Konservative Folkeparti, efter at hun fra sin private Facebook-profil mandag kommenterede et artikelopslag på siden 'FCK - byens stolthed' med ordene:

- Hvem kan tage den abe seriøst.

Artiklen fra ekstrabladet.dk, som gruppen har delt på det sociale medie, og som Heidi Milo har kommenteret, bærer overskriften: "'Zanka' til Brøndbys fans: Ærgerligt, at I ikke kommer...".

I den sætter Mathias "Zanka" Jørgensen ord på den kendsgerning, at to store fangrupper fra Brøndby IF har besluttet at boykotte søndagens derby i Telia Parken grundet utilfredshed med forholdene.

Læs også Thomasberg raser mod Solbakken: Mangel på klasse

Efter at have læst kommentaren henvendte en bruger af Facebook sig til Det Konservative Folkeparti i Horsens med beskeden:

- Jeg håber, I er stolte af jeres næstformand!

Svaret fra lokalafdelingen kom hurtigt:

- Heldigvis må man også som politisk interesseret have et "privat" liv.

Efterfølgende har det vist sig, at det var Heidi Milo selv, der svarede på de private beskeder, som Det Konservative Folkeparti i Horsens modtog på Facebook. I sit virke som næstformand administrerede hun partiets Facebook-side.

FC København tager afstand fra kommentar
FC København har også været ved tasterne og sat ord på kommentaren fra Heidi Milo.

- Bemærkningen, der kalder @Mzanka (Mathias "Zanka" Jørgensens brugernavn på Twitter, red.) "abe" fra en lokalpolitiker er på alle måder uanstændig, ansvarsløs og tåbelig. Desværre er det ikke første gang, vi oplever den slags. Vi håber det snart er sidste gang, skriver klubben på Twitter.

Mathias "Zanka" Jørgensen kommenterer selv ordene fra den nu forhenværende næstformand således:

- Så blev det sgu da også mandag på Twitter, skriver han.

Læs også Olafur: Når det bliver personligt, er det upassende

Inden opslagene fra FC København og "Zanka" havde Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard, taget skarpt afstand fra kommentaren.

- Kommentar fra K-næstformand i Horsens til @Mzanka er noget svineri og har intet med "privatliv" eller Det Konservative Folkeparti at gøre! skrev hun på Twitter og fulgte en time senere op med beskeden om, at Heidi Milo er færdig i partiet.

- Milo er ikke længere medlem hos Det Konservative Folkeparti, og det er iøvrigt hende selv, der har svaret på Kons. Horsens' vegne om "privatliv", lyder det fra Abildgaard.

Milo står inde for sin kommentar
Til Ekstra Bladet siger Mette Abildgaard, at Heidi Milo selv har meldt sig ud af partiet uden opfordring fra partiets top.

- Hun har selv taget konsekvensen, og det - synes jeg - er helt fint, siger Abildgaard til avisen.

I en direkte Twitter-besked til Mathias "Zanka" Jørgensen skriver Mette Abildgaard, at hun gerne overrækker kvajebajer i omklædningsrummet efter kampen mod Brøndby IF.

TV 2 | ØSTJYLLAND har været i kontakt med Heidi Milo, der har følgende kommentar til sagen:

- Alle, der kender ved mig, ved jeg ikke er racist, og ordet aldrig refererede dertil. Var jeg ikke næstformand i et politisk parti, var sagen aldrig kørt ud af proportioner, skriver hun i en sms til TV 2 | ØSTJYLLAND.