Pindsvinet har fået en fjende i haven - mister lemmer og bliver slået ihjel
Robotplæneklippere skader og slår pindsvin ihjel, når de kører om natten, advarer eksperter.
Åbne og væskende sår. Haler og bagender, der er blevet skåret af.
For pindsvin er de danske haver bestemt ikke ufarlige.
Læs også
I takt med at de små nataktive dyr er vågnet fra deres vinterhi, er græsslåmaskinerne begyndt at køre igen. Og især de selvkørende robotplæneklippere er hårde ved pindsvinene. Hvis de kører om natten, risikerer dyrene at få skåret kropsdele af.
Det har danske pindsvinevenner og biologer advaret om i flere år, men alligevel bliver mange pindsvin stadig skamferet i de danske haver.
Sådan lyder advarslen fra Danske Pindsvinepleje og Beskyttelse, som tager sig af skadede pindsvin.
Stoler på sine pigge
Årsagen til, at robotplæneklipperne er særligt hårde ved pindsvin, skal findes i dyrets natur.
- Langt de fleste dyr vil løbe væk, hvis de møder en fjende, men pindsvin har pigge, og dem stoler de på. Så når de møder noget farligt, ruller de sig sammen og venter på, at det går over, fortæller biolog Anders Kofoed i ’Go’ morgen Danmark’.
Læs også
- Det er supersmart, hvis det er en ræv eller en ilder, men det er rigtig, rigtig dumt, hvis det er en plæneklipper – og især hvis det er en robotplæneklipper, for den bliver bare ved med at køre, siger han.
Hvor mange pindsvin, der bliver ofre for de automatiske græsslåmaskiner, findes der ikke tal på.
Ifølge Annemarie Duus, der er næstformand i Dansk Pindsvinepleje og Beskyttelse, er det dog stadig en af de hyppigste årsager til skaderne på de pindsvin, de får ind i deres plejestationer.
- Dem, der er rigtig uheldige, bliver slået ihjel. De heldige er der nogen, som opdager og indleverer, siger Annemarie Duus, som selv har taget sig af mere end 60 pindsvin.
Pindsvin er venner, ikke fjender
Plæneklipperens skarpe blade er ikke pindsvinenes eneste fjende i parcelhus- og villahaverne. De bliver også bidt af hunde og får viklet sig selv ind i nettene på fodboldmål.
Når pindsvinene kommer til skade, er det ikke bare synd for dem – det går også ud over haveejerne, som faktisk kan have stor glæde af dem.
- Pindsvin er insektædere, og dem har vi ikke mange af i Danmark. Derfor er de en ven af haven. De æder insektlarver, dræbersnegleæg og små dræbersnegle, fortæller Anders Kofoed.
Derfor mener han, at man bør gøre en indsats for at passe på dyrene.
Læs også
Det betyder dog ikke, at man er tvunget til at vende tilbage til den gammeldags plæneklipper, man skubber foran sig, hvis man har anskaffet sig en robotudgave.
Til gengæld er der et simpelt råd, man bør følge:
- Sørg for, at den er tændt om dagen og ikke om natten, hvor pindsvinene er aktive, siger Anders Kofoed.
FAKTA OM PINDSVIN
- Har mellem 5000 og 7000 pigge.
- Har eksisteret i mere end 15 millioner år.
- Er truet på sin overlevelse og er derfor fredet.
- Ses kun i dagslys, hvis de er syge.
- Kan ikke tåle mælk. Finder du et pindsvin, bør du derfor kun give det vand og eventuelt lidt kattemad.
- Lever i krat og buskads, hvor de ikke forstyrres, og hvor der er mange insekter og smådyr.
Kilde: Dansk Pindsvinepleje og Beksyttelse og biolog Anders Kofoed.