Øv - østjyderne snydes for lun forårsluft fra syd
Søndag eftermiddag kan temperaturen i det sydlige Jylland nå op mod 12 graders varme
Hvis man bor i den sydlige del af Jylland, så kan man sagtens få forårsfornemmelser, hvis man beslutter sig for at tage en gåtur søndag eftermiddag.
Lun luft fra Tyskland blæser op mod grænseegnen fra syd, og det kan give tocifrede temperaturer.
Læs også
På bagsiden af det frontsystem, der lørdag passerer landet fra sydvest med regn, slud og sne, nærmer varm luft sig søndag Danmark.
Skyerne afgør det
At luften, der nærmer sig Danmark, er varm, er helt sikkert. Men det store usikkerhedsmoment ligger i hvor meget solskin vi får.
Klarer det op over det sydvestlige Jylland, så kan temperaturerne stige til mellem 10 og 13 graders varme - mens det bliver svært at få tocifrede temperaturer, hvis skyerne ikke trækker væk.
Stiger temperaturen søndag til over 12,1 grader, så har vi årets hidtil varmeste dag - og så skal vi tilbage til den 23. november for at finde en højere temperatur. Dengang blev der målt 13,1 graders varme i Sønderborg.
Stor forskel fra nord til syd
Det bliver dog ingenlunde i hele landet, at man i morgen føler at foråret nærmer sig. I det nordlige Jylland befinder man sig stadigvæk nær den kolde luft, og her når temperaturen søndag ikke meget over to graders varme, mens man i de østlige egne heller ikke får det varmere end tre-fire grader.
I løbet af den kommende uge er der mulighed for, at vintervejr igen nærmer sig Danmark fra nordøst.