Foråret er over os - sådan gør du sommerhuset klar

Det er en god investering i længden at gennemgå huset omhyggeligt i forårsmånederne, lyder det fra boligekspert.

Mus, sprækker og faldne tagsten er blot nogle af de ting, som sommerhusejere skal holde øje med, når de begynder at benytte deres huse efter vinteren. Foto: TV 2 Grafik

Efter en regnfuld marts er solen så småt begyndt at titte frem i det meste af landet - og for mange sommerhusejere er det det første lokkende tegn til at tage ud til sommerresidensen. Men inden man kan smide benene op og nyde kaffen i sommerhuset, er der en række ting, som bør tjekkes.

- Når et hus har været lukket ned, har det stået og været koldt, der er insekter, der er døde derinde, måske har der været mus, måske er der en skimmelsvamp eller to, der skal luftes væk, siger Tine R. Sode, der beskæftiger sig med huseftersyn og forsikringer hos Bolius.

Læs også Gittes kæreste blev anholdt i Frankrig: En uge senere var han idømt otte års fængsel

Det årlige tjek gør ikke bare huset klar til gode stunder. Det kan også være med til at afsløre mere alvorlige skader, som er opstået i løbet af vinteren.

Skimmelsvamp kan komme, selvom man har helt styr på hygiejnen i sommerhuset. Det er oftest fugt eller vandskader, der forårsager det. Foto: TV 2 Grafik

En jordslået velkomst

For at opdage manglerne handler det først og fremmest om at gå systematisk til værks, råder Tine Sode: Først skal huset gennemgås indendørs, så udendørs. Når man første gang træder ind ad døren, vil det typisk lugte en smule jordslået og indelukket. Skimmelsvamp er nemlig en ubuden vintergæst, som mange møder.

- Man skal gå rundt og se, om der er plamager på væggene eller andre steder, hvor de ikke burde være, siger Tine R. Sode. De kommer oftest på ydervæggene, og hun beskriver plamagerne som brune, sorte eller grålige i farven.

Læs også Forårsvarme over Danmark - men skal man slå græsset allerede nu?

Skimmelsvamp er som sådan ikke farligt - det skal bare væk med det samme. Det kan man sørge for ved at lufte ud, så huset affugtes, og vaske området med et svampedræbende middel. Men man bør også finde årsagen til skimmelsvampen.

- Mere alvorlig fugt i væggen kan skyldes et sprængt vandrør eller utætheder i tagrenden eller tagnedløbet, siger Tine R. Sode og understreger, at man skal søge professionel hjælp, hvis plamagen dækker et stort område. Hvis et vandrør er sprængt, skal man straks slukke for vandet, så vandskaden ikke bliver værre.

Vandskader er noget af det værste, der kan ske, hvis man har et sommerhus. Derfor skal man være opmærksom på frostskader i vandrørerne, løse tegl på taget og sprækker eller revner i huset. Foto: TV 2 Grafik

Langt billigere i længden

En halv times tur rundt om huset vil afsløre, hvis huset har taget skade i løbet af vintermånederne. Særligt tag, mur og vinduer, der udgør husets ydre skal, er værd at kigge grundigt efter, anbefaler Tine R. Sode.

- Det er det, der holder vind og vejr ude, siger hun.

- En manglende tagsten ser måske ikke alvorligt ud, men det betyder praktisk talt, at der er et sted, hvor regnen kan komme ind. Det samme gælder for en sprække i et vindue. Hvis det kan smadre i den næste storm, er huset ikke beskyttet mere.

Læs også Ny rekord: Marts er nu den vådeste nogensinde

Den slags skader er også akutte, fordi det kan risikere at give vandskade, som er en af de mest omfangsrige skader på et hus. Derfor er det store tjek en fornuftig investering i længden, understreger Tine R. Sode.

- Ved at gøre alle de her små ting undgår man, at tingene går i stykker. Det er meget nemmere og meget billigere at vedligeholde, end det er at reparere, siger hun.