Første sne i maj i otte år kan være på vej - fredag kan vi få snebyger
Et kuldefrembrud, der kan give os snebyger og nattefrost, rammer Danmark allerede fredag.
Vi har netop afsluttet den mest solrige april i dansk vejrhistorie, og selvom kalenderen viser 2. maj, så vil der nok være mange danskere, der de næste dage vil tjekke kalenderen en ekstra gang.
For selvom træerne er ved at blive grønne udenfor, og de lyse nætter begynder på søndag, så er et af de mest markante kuldefrembrud på denne årstid i flere år på vej mod Danmark.
Læs også
Det får vi at mærke fra fredag, hvor kold luft - der oprindeligt stammer fra de arktiske egne - strømmer ned over det sydlige Skandinavien fra nord.
Kan give hagl, slud og sne
Selvom fredag mange steder kan starte pænt med solskin, så er den kolde luft, som bevæger sig ind over Danmark, særdeles ustabil.
Den iskolde (og tunge) luft i højden vil gerne bytte plads med den varmere (og lette) luft ved overfladen, og i den forbindelse dannes der store bygeskyer.
Bygerne bliver kraftigere i takt med, at solen får varmet jordoverfladen op, og så kan de i dagens løb blive med både hagl, slud og tøsne.
Luften, som nedbøren falder igennem, er nemlig meget tør, og det betyder, at en del af nedbøren kan fordampe. Ved fordampning bruges der varme, som afkøler luften. Derfor øges muligheden for sne i bygerne efter lidt tid.
Seneste maj-sne var for otte år siden
Det er ikke hverdagskost med sne i maj, og vi skal da også otte år tilbage for senest at finde sne i årets sidste forårsmåned.
I 2011 faldt der snebyger 3. maj i Nordjylland, mens der 4. maj året før - i 2010 - også faldt enkelte snebyger.
På denne tid af året vil sneen normalt kun forblive i luften og hurtigt smelte, når den rammer opvarmede overflader. Falder bygerne i aften-, natte- eller morgentimerne, vil den dog kortvarigt kunne lægge sig på overflader og gøre landskabet helt vinterligt.
I fjor faldt den sidste sne 3. april.