Flemming fra Randers i sammenstød med X Factor-dommer

Flemming Herbst fra Randers fortryder ikke sin verbale lussing til 'X Factor'-dommeren. - Hvis jeg bliver trådt over tæerne, træder jeg igen, siger han.

04:11

VIDEO: Flemming var ikke tilfreds med dommernes vurdering af hans version af mega-hittet Despacito. Video: BLU / TV 2

- I må selv om, om I klipper det fra. 

Med blikket rettet direkte mod kameraet gjorde Flemming Herbst sig klar til at slå igen.

Læs også Henning er (måske) Danmarks ældste skater

- Ankerstjerne, når du synger "s", så læsper du altså. Det svarer lidt til en talepædagog, der stammer, lød det fra den 50-årige 'X Factor'-deltager.

Han havde netop stået ansigt til ansigt med dommerne, herunder rapper og sangskriver Lars Ankerstjerne.

Dommeren havde ikke pæne ting at sige om Flemmings filippinske version af verdenshittet 'Despacito', og oplevelsen gjorde 'X Factor'-deltageren så irriteret, at han ikke kunne holde bemærkningen tilbage.

- Min psyke er måske ikke til, at jeg bare skal stå og tage imod, siger han til TV 2.  

Flemming var irriteret efter sin audition og kunne ikke lade være med at sende dommeren Ankerstjerne en hilsen. Foto: BLU / TV 2

- Det er jo bare fakta

Fredag blev hans audition vist på tv, og der er mange ting, 'X Factor'-deltageren gerne ville have gjort anderledes i løbet af de minutter, han stod foran dommerne.

Blandt andet ville han i bagklogskabens lys have sunget en mere seriøs sang.

Men han fortryder ikke sin bemærkning om Ankerstjernes taleevner.

- Det er jo bare fakta. Og sagt er sagt. Jeg kunne have gjort værre ting, siger Flemming, som tillod sig at vurdere dommeren med faglige briller, ligesom han selv var blevet bedømt. 

- Jeg prøver at sætte mig på den anden side af pulten og lade ham stå i min situation et øjeblik.

For allerede da Flemming trådte ind i auditionlokalet, blev han overrasket over dommernes måde at møde ham på.

- Jeg havde forventet en form for venlighed, men det, jeg mærkede, var grinagtige, hånende blikke, fortæller Flemming. 

- Jeg følte mig bortdømt på forhånd.

'X Factor'-dommerne fik udleveret sangteksten til 'Despacito' på dansk, så de kunne følge med i, hvad Flemming sang på filippinsk. Foto: BLU / TV 2

Ankerstjerne, Oh Land og Blachman tog ellers imod en udprintet oversættelse af sangen, som Flemming havde medbragt, men hans audition endte ud i et sammenstød. 

Træder igen

Blachman kaldte hans optræden "meget crazy", og Flemming kastede sig herefter ud i en diskussion med dommerne.

- Sangen er sådan, påpegede han blandt andet, hvorefter Ankerstjerne blandede sig.

- Arrgh, det er den sgu ikke helt. Timing og pitch var jo også en fiks idé, lød det fra dommeren.

Det vigtigste for mig er, at jeg viser, at jeg mestrer det her sprog.

Flemming Herbst, 'X Factor'-deltager

Flemming Herbst husker herefter, hvordan Ankerstjerne bemærkede, at det filippinske sprog lød som noget, Flemming "bare stod og rablede af". Og det var den kommentar, der udløste modsvaret.

- Hvis Ankerstjerne ikke havde sagt det, så var min bemærkning ikke kommet.

- Det er nok mig i en nøddeskal. Hvis jeg føler, jeg bliver trådt over tæerne, så træder jeg igen, siger han.

Vil lyde som en indfødt

For var der én ting, Flemming havde gjort forud for sin audition, så var det at øve udtalen af den filippinske sangtekst.

- Det er det, der driver mig. Jeg forsøger hele tiden at tilstræbe, at når jeg udtaler ordene, så kommer jeg så tæt på, at jeg lyder som en indfødt, siger han. 

Den 50-årige IT-mand fra Randers er sproglig student og har altid haft et godt sprogøre. Han ville gerne lære flere sprog, og for tre år siden opdagede han tilfældigt en video på Youtube, der gav ham idéen til at synge sange på andre sprog end originalsproget.  

- Jeg syntes simpelthen, det var så komisk, siger han.

I dag kan han 15 sange på mange forskellige filippinske dialekter. Derudover kan han også en sang på japansk og en halv på kinesisk.

Flemming havde overvejet at komme i "anonymt tøj". Men i stedet iklædte han sig noget, der passede til den filippinske sang. T-shirten fik han lavet til et arrangement på sit arbejde, hvor han skulle underholde. Det blev dog senere aflyst.  Foto: BLU / TV 2

Flemming Herbst stillede op i 'X Factor', fordi han gerne ville vide, hvordan de skrappeste af alle ville reagere, når de hørte det, han selv kalder unikt.  

En anden galakse

Deltageren måtte dog sande, at Blachman, Ankerstjerne og Oh Land ikke mente, han sang rent. Blachman tilføjede desuden, at Flemmings optræden tilhørte "en helt anden galakse".

Og dommerne er ikke de første, der har ment, at Flemmings underholdning var "for anderledes".

Men hvad gør det ved dig, at folk griner af dig på den måde og ikke mener, at du rammer tonerne?

- Det gør ikke så meget. Det vigtigste for mig er, at jeg viser, at jeg mestrer det her sprog, siger han.

Flemming har dog taget mødet med dommerne til sig. Efter sin audition har han kontaktet sin sanglærer og bedt hende afhjælpe hans problemer med at synge rent. Det er dog også vigtigt for ham at underholde, understreger han. 

- Og jeg stod da for underholdningen i 'X Factor' denne fredag, lyder det.

Flemming Herbst er desuden heller ikke bekymret for, hvordan Danmark tager imod hans verbale lussing til Ankerstjerne.

Læs også - Det er irrelevant, om man har tørklæde på hovedet eller gummistøvler på fødderne

- Der vil altid være nogen, der er for, og nogen, der er imod. Der er mange, der så mig i optakten til programmet, som siger, at den måde, jeg sagde det på, var komisk. Så jeg håber, at mange også kan se komikken i det.

X Factor bliver sendt fredag klokken 20.