Cannabis i tonsvis - østjysk gartnerfirma får produktionstilladelse

I et af de nyeste projekter skal østjysk gartnerfirma i samarbejde med canadisk cannabis-gigant stå for produktion i hele Europa.

I øjeblikket har 21 danske cannabis-projekter fået grønt lys. Foto: Amir Cohen - Ritzau Scanpix

Nu er der snart masser af dansk-produceret medicinsk cannabis på vej til danskerne.

Knap halvandet år efter der i september 2017 blev åbnet for dyrkning af medicinsk cannabis i Danmark i et fireårigt forsøg, har i alt 22 danske firmaer eller projekter fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at gå i gang med deres projekter.

Det fremgår af en opgørelse på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

I et enkelt tilfælde er tilladelsen dog suspenderet, og det betyder, at 21 danske cannabis-projekter i øjeblikket har grønt lys til produktion.

Læs også Unge genhusede efter dramatisk evakuering - én udtalelse får politiker i det røde felt

En af de seneste tilladelser er for nylig givet til et af de store og ambitiøse projekter. Det store gartnerfirma Knud Jepsen A/S, der ligger i Hinnerup, starter nu cannabis-produktion i Danmark sammen det canadiske firma The Green Organic Dutchman Holdings Limited, også kendt som TGOD. 

Det sker, efter Lægemiddelstyrelsen har givet det canadiske selskab grønt lys til, at selskabets danske partner kan starte produktion i Danmark.

Vi er meget tilfredse med så hurtigt at have modtaget licensen fra Lægemiddelstyrelsen.

Frands Jepsen, administrerende direktør, Knud Jepsen A/S

- Vi er meget tilfredse med så hurtigt at have modtaget licensen fra Lægemiddelstyrelsen, siger Frands Jepsen, administrerende direktør hos Knud Jepsen A/S til TV 2.

Det danske firma skal stå for produktudviklingen af cannabis i et fælles joint venture firma, TGOD Genetics A/S, som netop nu er ved at blive oprettet.

- Derudover skal vi også stå for produktionen af cannabis i Europa startende i Danmark med en forholdsvis lille produktion efterfulgt af større produktionsanlæg i Sydeuropa, skriver Frands Jepsen desuden i en mail til TV 2.

Ellen Trane Nørby (V) besøgte mandag den 21. august Møllerup Gods på Djursland for at se produktionen af hamp på godset. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Kan starte i løbet af ét år

Produktionen i Danmark ventes at kunne gå i gang i løbet af et år, fortæller Frands Jepsen.

Han henviser til den canadiske partner TGOD for yderligere oplysninger om projektet.

I en pressemeddelelse fra selskabet oplyses det, at den danske produktion får base i Hinnerup, hvor det danske gartneri har hovedsæde. Den første fase i Danmark omfatter et pilotprojekt, hvor der skal produceres 25 tons cannabis i Danmark. Senere skal der produceres cannabis rundt omkring i Europa for lave omkostninger.

01:59

VIDEO: Det er ikke længe siden, at de danske landmænd fik lov til at dyrke cannabis. Videoen er fra november 2016.

Luk video

Den produktion skal det danske gartneri altså også stå for.

- Denne joint venture er ekstremt vigtig for at udbygge TGOD's tilstedeværelse i Europa, siger Brian Athaide, administrerende direktør for TGOD ifølge pressemeddelelsen.

Mindre projekter

TGOD er en af de helt store store spillere på det canadiske cannabis-marked. Canada lovliggjorde sidste år rekreativt brug af cannabis, og det har åbnet for million-investeringer i de canadiske cannabis-producenter.

Udover samarbejdet med det danske gartnerfirma har TGOD også for nylig i Canada indledt et samarbejde med HelloMD, et online-cannabis sundhedsforsikrings-selskab, skriver mediet Cannabis Business Times.

10 andre projekter venter stadig på svar fra Lægemiddelstyrelsen, blandt dem Danish Cannabis, som TV 2 tidligere har omtalt.

Læs også Historisk villa rives ned til fordel for nybyggeri

Bag det projekt står blandt andet godsejer Stig Gamborg fra Djursland og direktør Lars Thomassen, der tidligere har fortalt TV 2, at de regnede med at kunne producere cannabis til 65.000 kunder, og at de havde investeret 100 millioner kroner i projektet.

De har ambitioner om at blive den største producent af medicinsk cannabis i Europa. Også Teknologisk Institut er blandt dem, der stadig afventer svar på en ansøgning.