Årets største meteorstorm – her kan du se stjerneskud

De næste to dage er meteorsværmen Perseiderne allermest aktiv, og der er rig mulighed for at se stjerneskud og ildkugler. I Østjylland er de bedste muligheder for at se det sidst på natten/tidligt tirsdag morgen.

Genrefoto. De bedste vilkår for at se stjerneskud tirsdag tidlig morgen findes i det nordlige Østjylland og på Østsjælland. Foto: Ye Aung Thu / AFP / Ritzau Scanpix

Man vil mandag aften kunne se stjerneskud mange steder i landet, og i de østlige egne vil der være frit udsyn til de mellem 50 og 100 stjerneskud hver time. Man kan også se såkaldte ildkugler, der er kraftige stjerneskud, der trækker et langt spor hen over himlen.

Læs også Webdok: Michael spiste 100 kilo slik om året - se hans nye liv helt uden sukker

Solen går ned klokken 20.40 i Nexø på Østbornholm og klokken 21.15 i Thyborøn i Vestjylland. Fra omkring klokken 22 er det mørkt nok til, at man kan se stjerneskud, hvis man kigger mod nord/nordøst.

Prognose af skydække og regnbyger i aften klokken 22. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Mellem klokken 22 og 23 er der næsten skyfrit i Østdanmark, mens det er ret skyet i store dele af Jylland. Det tætteste skydække løber gennem den centrale del af Jylland, så både i Sydjylland og Nordjylland vil der også være huller i skydækket. Mens det altså i aften ikke ser ser ud til, at østjyderne får det bedste udsyn, bliver det meget bedre set med østjyske briller sent på natten/tidligt tirsdag morgen. 

Prognose af skydække ved midnat mellem mandag og tirsdag. Foto: Grafik - TV 2 Vejret

Omkring midnat vil skyer drille på Vestfyn, og skydækket i Østjylland er også taget til, men ellers er det bedre at se stjerneskud ved midnat end klokken 22, fordi solen er længere nede under horisonten, og det derfor er mørkere.

Lysforurening fra byer og fuldmåne

De bedste vilkår for at se stjerneskud er at komme væk fra byer, som laver såkaldt lysforurening. Månen vil også lyse op, da den er næsten fuld - 96 procent - og først går ned omkring klokken tre natten til tirsdag.

Læs også Regnfuld uge i vente - her kan man få over en måneds regn

Hvis man hellere vil stå tidligt op og se stjerneskud, kan man undgå lysforureningen fra månen, men til gengæld er der generelt flere skyer.

Især på Sjælland kan det vise sig at være en dårlig idé at vente til tirsdag morgen, fordi skyer breder sig fra vest. De bedste vilkår for at se stjerneskud tirsdag tidlig morgen findes ifølge nedenstående grafik på Østsjælland og i Nordøstjylland. Solen står op mellem 05.30 og 05.50, og så er der lukket for stjerneskud frem til tirsdag aften.

Prognose af skydække og byger i nat klokken 4. Foto: Grafik - TV 2 Vejret

Tirsdag aften vil der generelt være flere skyer, men i Nordjylland og Nordsjælland er der mulighed for at se stjerneskud.

Stjerneskud fra Perseiderne er aktive frem til 24. august, men er mest aktive mandag og tirsdag.

01:00

VIDEO: Her kan du se vejrudsigten for de kommende dage i Østjylland.

Luk video