Sikkerheden er i top ved dagens Rammstein-koncert

I Horsens er man godt forberedt til torsdagens Rammstein-koncert

Foto: Andreas Beck - Scanpix

Foto: Helle Arensbak - Scanpix

Foto: Helle Arensbak - Scanpix

1 af 3

Mandagens bombeeksplosion i Manchester, som dræbte 22 og sårede mange ved en koncert, medfører skærpet opmærksomhed hos arrangørerne af torsdagens koncert med det tyske band Rammstein ved Fængslet i Horsens.

Med 35.000 billetter er der tæt på udsolgt, og arrangør Frank Panduro siger til TV SYD, at de er i meget tæt kontakt med politi og beredskab forud for den store koncert. 

- Vi har allerede et meget detaljeret beskrevet beredskab, som fylder 180 sider, og det er klart, at vi er yderst opmærksomme nu. Vi har iværksat nogle ekstraordinære foranstaltninger, siger Frank Panduro, som dog ikke ønsker at fortælle, hvad det er. 

  Foto: Axel Heimken - Scanpix

- Jeg sover trygt forud for koncerten. Jeg ved, at der foretages et meget grundigt og omfattende kontrolarbejde, siger Frank Panduro, som dog tilføjer, at de går til torsdagens arrangement med en ekstra ydmyghed og respekt over for sikkerhedsopgaven.