Millioner på vej - unge kan fortsat få gratis hjælp og rådgivning
Millioner fra satspuljemidlerne redder ungdomsrådgivningen Headspaces lukningstruede afdeling i Horsens
Det så sort ud for ungdomscentret Headspace i Horsens. Centret var lukningstruet, da penge fra private fonde var ved at slippe op, og kommunen ikke ønskede at gå ind og overtage driften.
Nu bliver Headspace reddet af 7,5 mio. kr. fra satspuljemidlerne.
- Vi ved det godt alle sammen. Det er fornuftigt at sætte ind, før det er gået galt. Alligevel er vi stadig alt for dårlige til at forebygge. Det skal årets satspuljeaftale på socialområdet ændres, siger folketingsmedlem Lotte Rod (Rad.V.), der er kontaktsatsordfører for satspuljemidlerne.
Headspace er et fristed, hvor unge mellem 12 og 25 år kan komme og få gratis og anonym rådgivning. Headspace findes i Horsens samt ni andre steder i Danmark.
- Headspace laver et flot og vigtigt stykke arbejde, og da flere og flere unge har det svært, er det oplagt at give Headspace penge, så de fortsat kan drive centrene til gavn for de unge, fortæller Lotte Rod til TV SYD.
Læs også
Alene i Horsens hjalp Headspace sidste år 720 unge, som havde det svært.
- Vi møder rigtig mange unge og det kan være alt lige fra kærestesorger, familieproblemer, selvmordstanker, omsorgssvigt, selvskadende adfærd. Vi møder utrolig mange forskellige unge og har en meget bred målgruppe, fortalte Anders Friche, centerleder ved Headspace i Horsens, da TV SYD besøgte Headspace den 16. oktober i år.