Fik nej til at starte virksomhed: Nu omsætter han for fem millioner

Daniel Johannesen fra Horsens fik to gange nej fra Statsforvaltningen, da han ville stifte sin webshop, men det slog ham ikke ud. Tværtimod

19-årige Daniel Johannesen kører ved siden af gymnasiet sin egen webshop med 15.000 kunder om året, men virksomheden var tæt på ikke at blive til noget.

I samarbejde med TV SYD

I går var han til gallafest med alle vennerne fra gymnasiet. I dag sidder han efter få timers søvn bag computeren og svarer på kundehenvendelser i sit firma. Om lidt skal han pakke de 12 ordrer, der tikkede ind i nat. Inden han skal til eksamen, skal han også lige forbi Bilka og have sendt pakkerne afsted.

Et helt almindeligt døgn for 19-årige Daniel Johannesen fra Horsens.

Jeg fik nej ikke bare en men to gange af myndighederne, da jeg ville stifte firmaet. Jeg skulle have tilladelse, fordi jeg var under 18 år. Det var meget frustrerende. 

Daniel Johannesen, Horsens

I dag har han 15.000 kunder om året i sin webshop, watery.dk, der sælger svømmeudstyr til private og professionelle, og han regner med at nå en omsætning på fem millioner kroner i 2018. Men Daniel Johannesens drøm om at blive selvstændig var tæt på ikke at blive til noget.

- Jeg fik nej ikke bare en men to gange af myndighederne, da jeg ville stifte firmaet. Jeg skulle have tilladelse, fordi jeg var under 18 år. Det var meget frustrerende. Jeg havde allerede investereret 125.000 kroner i et varelager på det tidspunkt. Jeg havde brugt alle mine konfirmationspenge, og alle de penge, jeg havde tjent ved at arbejde i Bilka gennem to år, og jeg ville bare i gang, siger han.

Læs også Michael sprang ud som iværksætter: - Jeg er 40, mindre fed og lige startet

Løsningen blev at stifte firmaet i faderens navn, og så var Daniel Johannesen i gang. Men han forstår ikke, at det skulle være så besværligt.

- Jeg synes, det er useriøst, at det skal være så svært for os unge iværksættere at komme i gang. Det harmonerer jo heller ikke med, at Danmark gerne vil have flere iværksættere, siger han.

Vil have reglerne ændret

Ifølge de selvstændiges a-kasse, Ase, fik kun 3 ud af 65 unge mellem 15 og 18 år lov til at starte en virksomhed op i det første halvår af 2017, og det er med til at sætte en stopper for iværtsætteriet i Danmark.

- Reglerne er lavet, så man beskytter unge mennesker fra at komme på glat is, men der er i forvejen en række krav, blandt andet at forældre eller værger skal underskrive og stå indenfor økonomien, så derfor er den her overevaluering fuldstændig unødvendig og begrænsende, siger administrerende direktør i Ase, Karsten Mølgaard Jensen til TV SYD.

Vi skal fjerne reglen, der er tudetosset. Vi har rettet henvendelse til erhvervsministeren, og nu ligger forslaget om at fjerne reglen faktisk og venter.

Karsten Mølgaard Jensen, Ase

Derfor arbejder a-kassen nu på at få reglerne lempet.

- Vi skal fjerne reglen, der er tudetosset. Vi har rettet henvendelse til erhvervsministeren, og nu ligger forslaget om at fjerne reglen faktisk og venter.

Læs også Virksomhed har ansat autister: - Det er en god forretning

Torsdag aften skal Daniel Johannesen til København, for han er nemlig nomineret til to priser af Foreningen for Dansk E-Handel - Årets Ener og Årets Bedste Nye E-Handelsvirksomhed.

- Jeg vil gerne indrømme, at jeg har store ambitioner. Jeg vil være indehaver af den største webshop i Norden inden for fem år.

I videoen nedenfor kan du se mere om 19-årige Daniel Johannesens succes. Tv-indslaget er lavet af TV Syd.

05:37

Daniel Johannesen fik nej to gange til at oprette sin webshop af myndighederne, da han var 17 år gammel. Han gjorde det alligevel, og i aften er hans virksomhed nomineret til to e-priser

Luk video