Efter otte timer uden strøm: Endelave vil have en nødgenerator
Det kan være et spørgsmål om at redde liv, siger beboerformand. Elselskab afviser
- Det er uforståeligt, at Endelave ikke har en nødstrømsgenerator. Det kan være et spørgsmål om liv og død.
Sådan siger formanden for Endelave Beboerforening, Karsten Kragh Hansen, til TV Syd, efter at øen onsdag var uden strøm i otte timer.
Det betød, at mobiltelefonerne var uden signal og butikker på øen måtte lukke. Store dele af øen virkede bare ikke.
Læs også
Hjemmehjælperne kunne ikke betjene senge og lifte hos de gamle, og iltapparater til folk med dårlige lunger fungerede ikke, siger Karsten Kragh Hansen.
Ingen permanent nødgenerator
Årsagen antages ifølge Elnetselskabet Kontantnet A/S at være, at et anker rev et søkabel over 300 meter fra kysten, men selskabet vil ikke permanent placere en nødgenerator på Endelave.
Netchef hos Konstantnet, Michael Grønhøj, siger til Ritzau, at de tidligere har forsøgt sig med en nødgenerator på Endelave uden større succes.
- Men det er uholdbart, når vi i forvejen er isoleret, siger formanden for beboerforeningen.
- Man har nødgeneratorer hos bl.a. it-selskaber og på sygehusene, det må også kunne lade sig gøre hos os. I sidste ende kan det være et spørgsmål om at redde liv, siger Karsten Kragh Hansen.
Lige nu leverer en nødgenerator strøm til Endelave, indtil søkablet er repareret. Det kan vare flere uger.