Kunde anholdt i Rema 1000: Havde flere tusinde snyde-flasker

I alt havde kunden 3.117 pantflasker med falsk returpant-stregkode.

Personalet i Rema 1000 i Funder tilbageholdte en mistænkelig mand ved flaskeautomaten. Genrefoto. Foto: Jeppe Bøje Nielsen - Ritzau Scanpix

Politiet i Silkeborg måtte mandag rykke ud til en bedragerisag med forsøg på at snyde en flaskeautomat.

Episoden udspillede sig i Rema 1000 på Funder Bygade i Funder, hvor personalet tilbageholdte en litauisk mand, fordi de fandt det mistænkeligt, at han stoppede mange flasker i flaskeautomaten.

Læs også Øjebæ forsvinder i Randers

- Det viser sig, at de flasker, han stopper i flaskeautomaten, er uden værdi i det danske returpantsystem. Men han har påsat en falsk returpantstregkode, så han får tre kroner pr. flaske. Han ender med at pante flasker med falsk returpantstregkode for 324 kroner i butikken, oplyser vagthavende ved politiet i Silkeborg Flemming Just til tvmidtvest.dk.

Manden blev anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Viborg tirsdag.

Episoden udspillede sig i Rema 1000 på Funder Bygade ved Silkeborg. Foto: Google Maps

Yderligere flasker for over 9.000 kroner

De 108 flasker med falsk returpantstregkode var ikke de eneste, som politiet fandt.

I den litauiske mands bil blev der beslaglagt yderligere et stort antal, der i alt kunne have indbragt manden 9.027 kroner.

Læs også Hundemad kaldes tilbage i hele Danmark

- I hans bil finder man så 23 sorte affaldssække med i alt 3.009 flasker, der alle sammen er påmonteret stregkode til tre kroner, siger den vagthavende.