Film om trafikulykker skal få unge til at lægge telefonen væk

Normalt fanger færdselspolitiet fartsyndere, men i dag sprang de ud som filmproducenter. En ny film skal gøre køreskoleelever mere opmærksomme i trafikken

Det så voldsomt ud, men var for kameraets skyld, da politiet afspærrede vejen for at optage en film om bilisters opmærksomhed i trafikken. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

I samarbejde med TV MIDTVEST

Færdselspolitiet afspærrede i dag en hel vej, og selvom det umiddelbart så ganske alvorligt ud, så skyldtes afspærringen ikke en ulykke, men derimod filmoptagelser.

Vi bilister er nemlig alt for uopmærksomme, når vi færdes i trafikken, og det forsøger politiet konstant at gøre noget ved. Nu også med en række små film, der skal vises for de unge, der tager kørekort.

Læs også VIDEO: Så er fire spor blevet til seks på E45

- Vi har kunnet konstatere, at mange af dem, der skal have kørekort ikke rigtig har noget ordentligt materiale omkring ulykker og uopmærksomhed. Nu håber vi, at vi kan berige vores køreskoler og kørelærere med et rigtig godt materiale, der kan danne grundlag for en rigtig fin dialog.

Sådan forklarede Henrik Glintborg, der er leder af færdselspolitiet hos Midt- og Vestjyllands Politi, mens optagelserne var i fuld gang bag ham. Når man taler om unge og uopmærksomhed, gælder det især mobiltelefonen, slår han fast.

Lise Kjeldsen er en af de ambulancebehandlere, der har sagt ja til at være med i filmene. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Redningsmandskab var skuespillere

Filmen kommer til at handle om forskellige færdselsuheld, der alle har forskellige årsager og udfald. Fælles for dem alle er dog, at skuespillerne er rigtige redningsarbejdere, der agerer i rollen som sig selv.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi er med til at slå fast, at det her med uopmærksomhed i trafikken er altså rigtig farligt, uanset om man er voksen eller ung, fortæller Lise Kjeldsen, der er ambulancebehandler hos Falck.

Læs også Farlige situationer på skolevej i årevis: Nu gør kommunen noget

Både hun og Henrik Glintborg mener, at uopmærksomhed i trafikken er et stadigt stigende problem.

- Vi har haft en periode her i området, hvor der har været rigtig mange ubehagelige trafikulykker. Det er der ingen tvivl om, at der har været, slår ambulanceredderen fast.

Det er filmproduktionsselskabet RE:Frame Studio, der står bag filmen, der forventes at være færdig til august. Optagelserne skal munde ud i tre forskellige historier – skæbnefortællinger, kalder instruktøren dem.

Kom med en tur på filmsettet her: