Efter kraftig brand: To lastbiler er udbrændte

To lastbiler er total udbrændte efter en brand ved Silkeborg Fragtcentral

De to lastbiler stod op ad lagerbygningen, hvor gavlenden også har taget skade. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Fredag aften gik to lastbiler, der stod parkeret op ad en lagerbygning ved Silkeborg Fragtcentral på Priorsvej, op i røg. 

- Meldingen lød på, at der var ild i en container. Da vi kom frem, var det to lastbiler, der stod i flammer, og det var en kraftig brand. Det er formentlig startet i den ene, hvorefter det så har bredt sig til den anden, oplyser indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning Allan Riisberg. 

Læs også Afleverede stjålne skildpadder tilbage - nu er han sigtet af politiet

I alt arbejdede 12 brandfolk på stedet fra omkring klokken 18.30 og tre timer frem. Undervejs måtte en stigevogn tilkaldes, så brandmændene kunne forhindre ilden i at brede sig. 

- Vi skulle først og fremmest sørge for, at ilden ikke bredte sig til lagerbygningen. Den nåede at komme ind i gavlens hulrum, så vi måtte pille nogle gavlplader af, så vi kunne komme ind og slukke i hulrummet, og det lykkedes os at stoppe branden der, forklarer indsatslederen.

Da vi kom frem, var det to lastbiler, der stod i flammer.

Allan Riisberg, indsatsleder

Begge lastbiler udbrændte, og politiet skal nu undersøge, hvad der har startet branden. 

- Vi har en formodning om, at det kan være opstået som følge af en kortslutning i den ene lastbil, hvor der er tilsluttet strøm til en kølemaskine. Men det vil politiet prøve at opklare helt nøjagtigt, siger Allan Riisberg.

Silkeborg Fragtcentral ligger på Priorsvej i den nordlige del af byen. Foto: Google Maps